Biologiske sikkerhedsskabe er en af ​​de primære sikkerhedsforanstaltninger i ethvert laboratoriemiljø, der beskæftiger sig med mikrober og infektionsmidler. Disse sikre, ventilerede indkapslinger sikrer, at laboratoriearbejdere holdes sikre og isoleret fra dampe og spredning af farlige partikler, når de håndterer potentielt farlige kontaminanter.

For at opretholde de nødvendige beskyttelsesniveauer skal biologiske sikkerhedsskabe testes og certificeres regelmæssigt, og de er underlagt NSF/ANSI 49-standarden. Hvor ofte skal biologiske sikkerhedsskabe certificeres? Under normale omstændigheder mindst hver 12. måned. Dette bør tage højde for den grundlæggende mængde "slid og ælde" og håndtering, der forekommer over et års brug af kabinettet. For visse scenarier kræves halvårlige (to gange årlige) test.

Der er dog flere andre omstændigheder, hvorunder skabe også bør testes. Hvornår skal biologiske sikkerhedsskabe certificeres i mellemtiden? Generelt bør de testes efter enhver hændelse, der har potentiale til at påvirke udstyrets tilstand eller ydeevne: større vedligeholdelse, ulykker, udskiftning af HEPA-filtre, flytning af udstyr eller faciliteter og efter perioder med længere nedlukning, for eksempel.

En fin tåge af dråber af kaliumiodid, produceret af en roterende skive, bruges som en udfordrings-aerosol til at måle indeslutningen af ​​et biosikkerhedsskab. Samlerne afsætter eventuelle kaliumiodidpartikler, der er i prøveluften, på filtermembranerne. Ved afslutningen af ​​prøvetagningsperioden placeres filtermembranerne i en opløsning af palladiumchlorid, hvorefter kaliumiodidet "udvikles" til at danne klart synlige og let identificerede grå/brune prikker.

Ifølge EN 12469:2000 skal Apf (kabinetbeskyttelsesfaktor) være mindre end 100.000 for hver solfanger, ellers må der ikke være mere end 62 brune prikker på KI discus-filtermembranen efter udvikling i palladiumklorid.

Afprøvning og certificering af biologiske sikkerhedsskabe involverer flere test, nogle påkrævet og nogle valgfrie, afhængigt af formålet med testen og de standarder, der skal opfyldes.

Påkrævede certificeringstest omfatter typisk:

1, Målinger af indstrømningshastighed: Måler indsugningsluftstrømmen på forsiden af ​​enheden for at sikre, at biofarlige materialer ikke slipper ud af kabinettet, hvor de ville udgøre en risiko for operatøren eller laboratorie- og facilitetsmiljøet.

2, Nedstrømningshastighedsmålinger: Sikrer, at luftstrømmen inde i skabets arbejdsområde fungerer efter hensigten og ikke krydsforurener arbejdsområdet i skabet.

3, HEPA-filterets integritetstest: Kontrollerer HEPA-filterets integritet ved at detektere eventuelle lækager, defekter eller bypass-lækage.

4, Røgmønstertestning: Bruger et synligt medium til at observere og verificere korrekt luftstrømsretning og indeslutning.

5, Installationstest på stedet: Sikrer, at enheder er korrekt installeret i anlægget i overensstemmelse med NSF- og OSHA-standarder.

6, Alarmkalibrering: Bekræfter, at luftstrømsalarmer er korrekt indstillet til at indikere eventuelle usikre forhold.

1, Optælling af ikke-levedygtige partikler - med henblik på ISO-klassificering af et rum, normalt når patientsikkerheden er et problem

2,UV-lystestning - for at give et µW/cm² output af lyset for at beregne korrekt eksponeringstid baseret på eksisterende forurenende stoffer. Et OSHA-krav, når UV-lys bruges til dekontaminering.

3,Elektrisk sikkerhedstest - for at løse mulige elektriske sikkerhedsproblemer på enheder, der ikke er UL-listet

4, Fluorescerende lystest, vibrationstest eller lydtest - test af arbejderkomfort og sikkerhed, der kan demonstrere, om yderligere sikkerhedsprotokoller eller reparationer kan være nødvendige.